Leas løbeblog

GO

LINE

#GOPREGGO

GRAVIDITETSTRÆNING

 

#GOMUM

MOR OG BARN

 

#GODAD

FAR OG BARN

#GOFAMILY

TRÆNING FOR HELE FAMILIEN

 

#GOYOU

PERSONLIG TRÆNING

 

#GOTOGETHER

HOLDTRÆNING

En løbeblog om et moderne og aktivt kvindeliv med børn i København

 

Om store tanker og små løbeture. En moderne løbeblog, med en form for hverdagsfilosofiske tanker om livet som mor og tiden med børn. Om det afslappende i at have fuld fart i fødderne, det egoistiske i at løbe fra mand og børn og om al den gode energi det giver, at gøre noget godt for sig selv.

 

Jeg håber at de forskellige indlæg og fortællinger fra mit eget aktive hverdagsliv kan inspirere flere til at finde en god balance på barsel, i rollen som mor og i tiden med børn, ikke mindst starte nogle tanker omkring hvordan vi prioriterer tiden og kommer afsted på en lille løbetur

7. Palle alene i verden

Det er torsdag aften. Vi spiser lidt i seks. Begge børn er puttet 19.15. Opvasken er taget 19.45. Jeg rydder lidt op. Mads sætter sig ved sin computer, for at tegne lidt møbler, han er møbelsnedker og har mange gode ideer til møbler der kan gøre vores lille 2-værelses lejlighed mere rummelig. Det tager bare liiiidt tid. Jeg tager løbetøj på og løber ud ad døren lidt over otte. Det er efterår og mørkt udenfor, så jeg løber ’kun’ på de store veje. Jeg har tænkt at jeg skal løbe ned til Christianshavns Torv, hen over Cirkelbroen, hen til Islands Brygge og hjem ad Njalsgade og Sundholmsvej. Første del af turen går som tiltænkt og med fuld fart på. Jeg bliver også nødt til at løbe hurtigt – jeg havde nemlig ikke flere lange løbetights, så jeg løber i korte shorts. Når jeg løber hen over Cirkelbroen er jeg mutters alene. Det er skørt at føle sig som Palle alene i verden, på en torsdag aften ’midt’ i København. Når jeg løber hjemme på Bornholm, er det helt normalt, ikke at møde et øje på en aftentur, når det er efterår og vinter. Men når normalen i Danmark er blevet overvægt, burde flere op af sofaen – også på Bornholm. Nok sundhedssnak for nu. Henover Cirkelbroen tænker jeg kort, det kunne være sejt lige at tage 10 hurtige burpees, her er et fedt underlag. Men jeg kan ikke helt få mig selv til det, så jeg løber hurtigt videre. Hvis min søster havde været med på turen, havde jeg sagtens kunne få hende med på den, så havde vi gjort det sammen, det havde ikke set nær så fjollet ud. Jeg kommer til Islands Brygge og det spot, hvor vi træner GoMum mandag kl. 10.00. Jeg stopper op. Her er hverken baskerspillere, skatere eller løbere. Kun en hundelufter. Jeg tager 10 gode dips og 10 brede armstrækninger på granitstenen, lige dér, hvor jeg hver mandag pisker de seje mødre. Tænker at jeg skal tage tre runder, men allerede i runde nummer to når jeg kun til 4 brede armstrækninger og giver så op. Hvilket jeg på ingen mulig måde havde gjort, hvis jeg havde løbet eller trænet sammen med en anden, eller flere andre. Jeg løber videre. Op ad en hyggelig gade til H. C. Andersens Bakery. Her er altid så smukt. Jeg tager de sidste armstrækninger og dips på en sten. Lidt stædig er jeg alligevel. Jeg løber op mod Islands Brygge Metro og op ad Ørestads Boulevard. Vinden er frisk. Skøn. Her er mørkt. Lige vej. Foran mig ser jeg to mandlige løbere. De løber tæt på hinanden. Jeg løber tæt på dem og tænker: ”Bare der dog havde været lidt mere Kure (min mor, som snakker sødt med alle hun møder) eller Kaj Blom (min farfar, som har en kæk kommentar til gud og hver en mand) i mig. Havde jeg bare spurgt, frisk og ligeud: Hvor skal I løbe hen, skal vi løbe sammen?”.

Jeg overhaler dem bare. Uden at sige et ord. Øv. Jeg løber hurtigt hen mod DR Byen og den sidste kilometer fra DR Byen og hjem rigtig hurtigt. Ringer på, og Mads lukker mig ind. Mads sidder stadig ved sin computer og tegner. Jeg skynder mig at tænde min, så jeg kan nå at skrive mine tanker ned. Tanker, der altid lyder meget bedre, når jeg siger dem til mig selv mens jeg løber, end når jeg kommer hjem og skriver dem sort på hvidt. På en aften, hvor jeg både nåede at løbe og skrive, er min sidste tanke, at man altid når meget, når man når længere end sofaen.

6. Når mine tanker løber i alt for mange forskellige retninger…

 

Jeg vidste godt, at det ville tage tid (og mod) at skrive om de tanker, der ligger bag de stærke skridt og de store smil. Men der er så mange af dem, for jeg er (desværre) typen der tænker alt (alt) for meget over alting. Indtryk og udtryk. Sagt og usagt. Tit tænker jeg, at det havde været ’nemmere’ at være en moderne kvinde, hvis jeg havde haft lidt mere is i maven. Været lidt mere kold og kynisk.

Men jeg havde ikke troet, at det skulle tage mig over tre uger (tre uger…) at få skrevet dette indlæg færdigt. Jeg sluttede sidste indlæg, om løbefesten til cph half, med en lille teaser til dette indlæg, og et håb om at jeg ville (over)holde en ambition om en løbeblog om ugen, måske to.

Hvis jeg ikke havde afsluttet sidste indlæg med at skrive at dette indlæg skulle handle om styrke og sårbarhed, havde jeg stadig pendlet rundt i de mange dokumenter som jeg har liggende i ’løbeblog-mappen’ på min pc, og skrevet hist og her. Jeg har jo tanker om så mange ting, og det hjælper mine tankestrømme at få skrevet lidt ned; om ’den gode moderne forpligtelse’, om ’at føle sig forkert på et konditag’ og om ’tidspres’. Og det hjælper også at have en forpligtelse – men alligevel ikke helt så godt som det burde …

Nu skal jeg gøre tanker til tekst, og heldigvis fik jeg et godt spark i den rigtige retning, da jeg var til kursus om sundhed og fysisk aktivitet i sidste uge. Bente Klarlund Pedersen, professor og direktør for Center for Aktiv Sundhed (CFAS) på Københavns Universitet (KU), var rap i replikken da hun sagde højt, klart og tydeligt:

 

At man kan styrke sig selv mentalt, ved at være i god form” (Citat, Bente Klarlund Pedersen)

 

Klarlund uddyber at der dog, til dags dato, mangler god forskning, der kan konkludere at man kan løbe sig ud af stress. Men fysisk aktivitet er et vidundermiddel indenfor forebyggelse og behandling af forskellige sygdomme, ligesom at fysisk aktivitet har en stor gavnlig effekt på både sundhed og livskvalitet. Det skyldes, blandt andet, at hvis man anskuer krop og sind som to systemer, kan man ikke stresse begge systemer på samme tidspunkt. En løbetur stresser kroppen, fysisk, der sker kemiske reaktioner i musklen, samt en masse gode adaptioner, qua enzymer og hormoner der bliver sendt rundt i kroppen, hvorfor fysisk aktivitet ikke kun er gavnligt intramuskulært, men for en hel række forskellige organer. Så, når vi løber, stresser vi kroppen og slapper af i sindet. Det er derfor vi oplever at en løbetur i den friske luft gør noget godt for os.

Jeg noterede Klarlunds citat på mit notepapir, selvom hun havde gjort det klart for os kursister, at hun synes, at vi skulle lade vær med at sidde og skrive noter, men i stedet kigge op og lytte. Jeg citerede hendes ord fordi de ramte plet på flere måder. Mest fordi jeg lige nu er i god form, fysisk, men jeg synes ikke altid at den mentale styrke følger trop. Og det skræmmer mig tit lidt. En dag tænkte jeg: Gad vide om de sidste mentale kræfter sad i de sidste kilo jeg tabte efter anden graviditet – og hvordan tager jeg dem på igen? Ved at løbe endnu mere, og komme i bedre form?

Jeg troede, at der var mange ting der ville være ’nemmere’ som slank. Sund og slank. Stærk og slank. Men jeg har flere tøjkriser end nogensinde før og føler mig altid lidt halvkikset i mine oversize jeans. Jeg tager flere ting personligt/tæt på/til mig end nogensinde før. Lader mig påvirke af hvad andre mener, eller hvad jeg tror, de mener og dvæler alt for lang tid over ting jeg bare burde løbe hurtigt forbi. Måske er det fordi der er rigtig meget samvittighed forbundet ved at være mor til to. Rigtig mange beslutninger. Følelser. Hverdagssituationer der kræver brede skuldre og is i maven og en virkelighed jeg ikke kan løbe fra. Den dag hvor jeg skal afsted på kursus kommer virkeligheden i hvert fald meget tæt på.

 

Tirsdag d. 2. oktober 2018

Vækkeuret ringer klokken 05.00 jeg hopper i et hurtigt bad. Det varme vand rinder roligt på mine skuldre, mens mit hoved prøver at strukturere morgenens trommerum, så vi kommer ud ad døren en time tidligere end normalt. Min mavefornemmelse har det allerede underligt, kan slet ikke finde ro. Mads cykler hjemmefra klokken 06.40 og jeg kommer ud ad døren med begge børn klokken 07.30. Normalt er vores morgener forbundet med god tid og hygge (fordi jeg ’normalt’ kan aflevere ’sent’ og hente ’tidligt’ fordi jeg har et deltidsjob hos GoLine). Jeg har i hvert fald ikke travlt med at skulle skynde på Lauge, som jeg havde i dag. Afleveringen går godt. På vej ud af den røde låge møder jeg en af Noras pædagoger som smiler sødt og siger: ”Du er tidligt på den i dag”. Jeg smiler tilbage og siger: ”Ja, jeg skal på kursus klokken 8.30 og får en lille smag på det virkelige liv. God arbejdslyst”. Jeg smiler og skynder mig op på cyklen. Er fremme på Tagensvej, hvor kurset skal afholdes klokken 08.29. Normalt er jeg typen der altid er i god tid. Det er jeg ikke i dag. Heller ikke på cykelturen hjem. Jeg drøner henover Langebro og de røde klokketal viser 15.43. Jeg cykler virkelig hurtigt og sommerfuglene i min mave er nu på en vild jagt, de kan slet ikke finde ro. ”Slap nu af Lea”. Siger jeg til mig selv. Lauge og Nora har det jo godt i institutionen. De har det rigtig fint, de er faktisk nogle heldige kartofler på det sted. Men min mavefornemmelse slapper slet ikke af. Det er jo en hverdagsvirkelighed for mange andre. Men det virker bare slet ikke for mig. Og jeg har mest af alt slet ikke lyst til at prøve at overtale mig selv om at et moderne kvindeliv skal være forbundet med så mange timer væk fra de to små. For det har jeg slet ikke nok is i maven til. Lyst til. Styrke til.

Denne dag er et meget godt eksempel på den styrke og sårbarhed der altid kæmper i en lille kvindekrop. At alt ikke altid er som det ser ud til at være. Når jeg drøner henover Langebro i min strøgne skjorte og pudsede støvler, er der ikke nogen der kan se alle fornemmelserne i min mave eller de våde øjne, der er lige ved at bryde ud i gråd. Jeg holder tårerne tilbage og siger igen til mig selv: ”Slap nu af Lea”. Jeg prøver på at overtale mig selv om at prøve ’bare at være i det’, nyde kursusdagen (som jeg virkelig gjorde) og nyde at hente mine små. Jeg prøver at overtale mig selv om ikke at have så mange tanker om det hele. Færre tanker om alting kan heller ikke løbe i så mange forskellige retninger.

 

 

5. Det var en fest i forgårs, og så på en søndag…

 

Et langt løbeindlæg om årets hidtil længste løbetur, og nogen af de tanker jeg nåede at tænke på de 21.1 kilometer i de Københavnske gader. Tilsat lidt tanker fra før og efter løbeturen.

Jeg har virkelig glædet mig til at skulle ud ... og løbe. Sammen med 22.000 andre glade løbere. Jeg elsker at løbe, og jeg ELSKER København, så jeg har virkelig glædet mig til mit første Copenhagen Half. Jeg fik billetten af min søster i 30 års fødselsdagsgave, og det er jeg glad for. For umiddelbart synes jeg, at billetprisen er mange penge for en løbetur. Men når jeg så deltager i løbet, og ser hvor (sindssygt) meget der er forberedt, sat op og ordnet for løberne, synes jeg virkelig det er prisen værd at løbe med.

 

I forhold til at betale så mange penge for at løbe en tur, turde jeg ikke at nævne prisen for min svigermor, som sov hos os fra lørdag til søndag. Det ville hun slet ikke kunne forstå. En anden ting, hun heller ikke helt kan følge mig i (det er nok noget med generationsskifte, modernitet, nye måder at være mor på?!?!?), er min morgenoptakt til løbet. Efter vi har spist morgenmad (jeg spiser en kæmpe portion havregryn med mandler, mysli, rugfras og rosiner), tager jeg et langt bad, inden jeg skal ud og løbe og svede. Jeg går altid i bad om morgenen, ellers er jeg ikke mig selv. Men det betyder også noget for mig, at jeg ser ’godt ud’, når jeg skal løbe. Jeg sætter mit hår. Har altid ny pæn neglelak på hænder og fødder (for det er der jo rigtig mange der ligger mærke til når man har løbesko på…) og små øreringe. Det er varmt, så jeg tager korte shorts på og min hvide t-shirt fra GoLine. Jeg sætter mig ind i stolen inde i stuen og drikker en kop kaffe. Lauge hopper op og sætter sig bag mig, hvilket han ellers aldrig plejer at gøre (måske fordi svigermor er der?), han redder sine fingre gennem mit hår og siger så sødt:

 

”Jeg gør lige sådan her i dit hår mor, så du kan være fin, når du skal ud og løbe”

 

Og Lauge har helt ret. Jeg vil gerne være fin, når jeg skal ud og løbe. Jeg vil gerne fremstå skarp, stærk, hurtig, lidt tjekket måske. Men samtidig vil jeg også gerne tage afstand fra en (løbe)tendens i samtiden, hvor det ydre udtryk får for meget fylde.

 

Udover mine røde negle, har min optakt til Copenhagen Half ikke været særlig prangende. Jeg har ikke løbet i nærheden af 10 kilometer eller derover siden jeg løb Etape Bornholm på øen i sommers. Jeg løber relativt tit, men så er det 5-6 kilometers-ture. Jeg vil, senere i indlægget komme med bud på, hvorfor jeg til trods for manglende optakt, forberedelser og anstrengelser kunne løbe ind i en god tid. Fredag aften løber jeg en lille tur på fem kilometer ned til Amager Strandpark. Lørdag morgen spørger Mads sødt om der er noget jeg kunne tænke mig til aftensmad. Jeg ønsker wok med karry, grøntsager og kylling alla Mads. Lørdag er jeg med Lauge til en legeaftale hos en pige fra børnehaven hele dagen og Mads er til fodboldkamp med Nora, som bliver passet på sidelinjen af svigermor. De skal handle og lave mad. Jeg er hjemme lidt over fem. Sulten og jeg har glædet mig til karryret med ris. Mads og svigermor er selvfølgelig blevet enige om at Moules Frites er mere lækkert. Hvilket det også er, for det er Mads også rigtig god til at lave, men når man er hjemme lidt over fem, sulten, og med en forventning om et let (løbevenligt) måltid og Mads står og skærer kartofler og sætter dem på fine, lige rækker på bagepladen er det ikke svært at regne ud, at der går en lille time før aftensmaden er klar. Jeg kan på ingen mulig måde tillade mig at sige noget, hvilket jeg heller ikke gør, andet end ”det er da helt okay”, og så går jeg ind sætter mig ind i stuen og læser bog med de to små. To små som falder nemt og tidligt i søvn og sover godt, så jeg får en god nat forud for løbet.

 

Jeg gør mig altså ikke de store tanker om optakten forud for Copenhagen Half, hvilket for mig er ret befriende. Befriende fordi jeg kan cykle afsted søndag omkring 9.45 og føle mig fri som en fugl. Jeg cykler fra Amager til Fælledparken i et smukt vejr og helt for mig selv. Håber at jeg kan komme under min hidtil hurtigste halvmaraton tid på 1 time og 42 minutter.

 

Derfor stiller jeg mig i startfeltet ved ballonerne 1:40. Jeg er i god tid. Jeg tissede for sidste gang omkring 10.30, men mens jeg står i startområdet og venter, overvejer jeg kort om jeg skal nå ud og tisse af for sidste gang. Orker man den lange, lange tissekø eller skal man tro på sin blære og bækkenbund. Til andre løb synes jeg altid der er en lille mulighed for at gå hen og tisse i skoven et sted, men til cphhalf er startområdet afspærret, med opsatte toiletbåse indenfor området, med rigtig lang kø. Jeg overbeviser derfor mig selv om at jeg har tisset for sidste gang, hvilket resulterer i, at jeg bruger de første 2-3 kilometer af løbeturen på at koncentrere mig om at spænde op i bækkenmuskulaturen, og nogen senere kilometer på at løbe og overbevise mig selv om, at det var et klogt valg ikke at tisse, så der kan ske en reabsorption i nyren undervejs på turen. Selvom jeg langt fra kan huske nyre-fysiologien omkring filtration (hvilket Line forhåbentlig kan gøre mig klogere på), virker det, mentalt, at overbevise mig selv om at der sker en god reabsortion af det væske jeg troede, jeg skulle tisse inden løbet.

 

Når jeg ikke løber og koncentrerer mig om at skulle tisse, bruger jeg rigtig meget god energi på at nyde stemningen undervejs, og kigge efter kendte ansigter. Det kan være svært at spotte venner og bekendte på gaderne til cphhalf, fordi der er så sindssygt mange tilskuerne, undervejs, tusind tak. Den første jeg spotter er min brors gamle kammerat fra studiet, Tue, som står med en barnevogn. Jeg når kun at smile og Tue når at råbe et højt og dejligt hep. De næste ser jeg heldigvis tydeligt. Mads, Mie, Mads, Lauge, Nora og Clara, som står med kæmpe hep og high-fives. De står på Pile Alle, som aftalt, så dem ser jeg nemt. Kort efter står min kusine og hendes to store børn og jeg får heldigvis set dem, smilet og sagt hej. For enden af Frederiksberg Alle bliver jeg vildt glædeligt overrasket af Sissel, Laurits og deres lille nyfødte baby. Jeg troede kort jeg havde misset dem. Jeg løber i højre side og ser Sissels ansigt henne til venstre. Jeg skal lige til at løbe på tværs af løberetningen, for jeg vil vildt gerne lige nå helt tæt på, men når lige at kigge mig tilbage og ’nøjes’ med at råbe hej og tak (virkelige tak fordi I kom). Jeg er halvvejs gennem turen nu og har ikke flere kendte ansigter at kigge efter. På Vesterbro ser jeg en gammel klassekammerats kone, jeg siger ’Hej Line’, men hun hører mig ikke. Hun står og griner og griner, så sødt med hendes to små børn. Tæt på Fisketorvet er der en pige der råber ’Kom så Lea’, jeg kigger tilbage og ser et bekendt bornholmsk ansigt, heldigvis når jeg at råbe ’Tak Lea’, for shit hvor blev jeg glad for det hep. Det sidste (kendte) hep får jeg fra en højgravid gammel veninde, som jeg ikke har set på hundrede år. Jeg ved hun bor på Østerbro, og hun har så tit enten løbet eller været ude og heppe, så jeg kigger lidt efter hende, og heldigvis ser jeg hende, jeg råber Maria to gange og hun når at se mig og give mig et dejligt hep med på vejen. Efter Marias hep løber jeg forbi sidste vandpost. Jeg er meget tæt på at snuppe et stykke frugt, men lader vær, og kommer gennem turen kun med vand fra depoterne.

 

På de sidste kilometer er ruten spækket med tilskuere, jeg sætter tempoet op og det bliver for alvor svært at spotte ansigter. Jeg går lidt ind i mig selv og prøver at holde tempoet højt. Kæmper for hvert et skridt. Føler mig stærk fra top til tå. Mine ben er stærke, min core og mine arme. Det kan jeg mærke. Både nu når jeg løber, men også når jeg bevæger mig i min hverdag. Jeg tager gode gentagelser i hvert et skridt, hver en øvelse. Op ad trappen til anden sal med Nora på den ene arm og en hel masse ting og tøj i den anden. Når jeg cykler byen rundt på ladcyklen, tænker jeg over at have en rank ryg og et godt opspænd. Jeg gør mig hele tiden umage i måden jeg bruger min krop på. Både når jeg tager en squat eller når jeg rejser mig fra legetæppet. Jeg forsøger virkelig at være stærk i hvert et skridt. Og på de sidste kilometer af cphhalf giver det virkelig pote. Jeg tager lange gode skridt og trækker godt med armene.

Udover de stærke skridt bliver jeg også trukket godt på vej af et samsurium af erindringsblikke. Små flashbacks til tidligere løbeture, hvor jeg bare føler jeg flyver derudaf. Jeg tænker på mit halvmaraton på 1:42, hvor jeg på et tidspunkt løber tæt på en mand jeg studerede med, som er meget mere løbe-agtig end mig, jeg blev så stolt dengang, fordi jeg løb ligeså hurtigt som ham. Så tænker jeg næsten altid på et stykke af Blykobbevej, hvor man løber til Etape Bornholm, hvor mine fødder løber helt af sig selv. Så tænkte jeg på fodboldkampen i onsdags; vi spillede på kunst, og på et tidspunkt i anden halvleg skal jeg ud og hente en bold der er ude, hvor jeg nærmest spæner afsted efter bolden og føler jeg kan løbe solen sort.

 

Om det var de små erindringsblikke til tidligere gode løbeoplevelser, de mange kendte ansigter, den befriende optakt eller solens placering på himlen, ved jeg ikke, men jeg nåede i mål på 1:34:15, hvilket jeg på ingen måde havde regnet med.

 

Efter løbet blev jeg mødt med en kæmpe high-five og en god oplevelse, da en fremmed mand sagde godt klaret og sagde vi havde løbet og presset hinanden de sidste kilometer. Han var virkelig sød. Jeg går gennem målområdet og forbi alt det søde. Normalt er jeg meget glad for søde sager, men ikke lige efter en løbetur, og så er jeg meget modstander af de mange moderne, unaturlige, energimuligheder som der er i dag. Jeg fik en medalje om halsen, en flaske vand, et æble og en Nordic og hoppede op på ladcyklen og mod Frederiksberg, for at mødes med familien. Efter løbet havde min søster og hendes Mads budt på aftensmad i Valby. Og ikke ’bare’ aftensmad. Bobler med jordbær inden maden. Balloner med ’GOSIS’ og konfetti på bordet. Lækker aftensmad. Dessert. Hjerterum der springer alle rammer for ordet ’kvalitetstid’. Jeg er så taknemmelig for alt hvad de gør, og jeg tænker altid; hvordan skal jeg dog nogensinde kunne nå at gøre gengæld…

Under aftensmaden skålede vi, jeg siger tak og fortæller at jeg under løbet tænkte på en ting, at vi for fremtiden kun må give hinanden løbeoplevelser som diverse jule- og fødselsdagsgaver. Jeg savnede lidt løbevenner i start- og målområdet, for selvom jeg stod som lille løber blandt 22.000 andre løbere, er det sjovere når man har nogen at løbe med (hvilket jeg kommer til at skrive et indlæg om, altså det her med at løbe sammen).

Dette lange indlæg slutter af med en lille teaser til næste indlæg, som nok skal blive meget kortere, men hvor jeg vil prøve at skrive lidt om at der bag de stærke skridt er et sårbart sind og at jeg tit føler at styrken i kroppen og følelser i sindet går hånd og hånd, men at det kun er det første der træder tydeligt frem.

 

4. En mandag, hvor jeg burde løbe hurtigere…

Ikke på min aftenløbetur, men i min hverdag.

Med et dejligt deltidsjob hos GoLine, har jeg mange tanker om hvad jeg burde i min hverdag. Aflevere børnene sent, hente dem tidligt. Handle ind. Sørge for at lejligheden skinner rent. Have overskud. Give min kære farmor et lille formiddags-ring. Få skrevet min bog færdig. Se en masse til familie og venner. Tage initiativ. Løbe lange middags-ture. Bage bare nogle af de flotte, hurtige, nemme, luftige, børnevenlige pølsehorn, der næsten dagligt viser sig på mit instagram-feed. Jeg synes bare sjældent, at jeg når særlig mange af de ting jeg burde.

Måske er det fordi jeg i hverdagen ikke løber særligt hurtigt. Og jeg prøver at undgå at signalere, at jeg har travlt, eller at jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. For det synes jeg er meget styrende for tiden. Tiden som kvinde i København. Man skal helst hele tiden signalere at man har travlt eller er på vej et sted hen. Det virker i hvert fald (stadig) ikke til at være særlig sejt at stå lidt stille eller ikke være på vej et sted hen.

Efter en mandag, hvor jeg i løbet af dagen, ikke nåede ’særlig meget’ kom jeg heldigvis afsted på en dejlig aftenløbetur, hvor jeg kunne løbe rigtig hurtigt. Og uden at lyde som en ægte Brinkmannsk positivitetsfascist, var Amager Fælled smukkere end nogensinde før. Jeg løb ned til min yndlingsbakke i fælleden og løb fem gange op og ned, med 5 gange 20 maveøvelser på toppen (knæ til albue). For hver gang jeg lå ned i udgangspositionen og talte til tyve, gik solen længere og længere ned og lavede et utroligt smukt orange lys foran mig. På tur nummer fire op ad bakken gav jeg en highfive til en fremmed mand, som også løb op og ned og op og ned, og i det store fælled, var der denne aften en høj hej-politik-procent. På hjemturen mødte jeg en mandlig løber, der fik bekræftet mit valg om at lade mobiltelefon og musik blive hjemme i lejligheden: Flere steder i Amager Fælled er der hegn og låger der markerer indgange til fritgående kvæg. Den fremmede mand løber lidt foran mig. Åbner en låge og hører slet ikke det store bang der lyder, når lågen smækker i, der er til gene for dyrelivet. Lidt efter løber jeg forbi ham og i samme øjeblik som jeg er på siden af ham, vender han løberetning, for at løbe den modsatte vej, han hopper lidt op i forskrækkelse og siger ’sorry’, jeg siger samtidig ’undskyld’ og vi smiler til hinanden, og jeg ville bestemt ikke have brudt mig om samme forskrækkelse på min løbetur. Jeg er også glad for, at jeg efterlod mobiltelefonen derhjemme, for på sådan en smuk efterårsaften havde jeg kommet til at lege lidt for meget naturfotograf og lidt for lidt løber.

Jeg går glad i seng, med en stor tanke om aldrig at flytte fra Amager og et lille håb om at nå nogle flere af de ting jeg burde i morgen…

 

 

Nr 3: Hvilke signaler sender jeg som løber?

Om løbesignaler i et moderne kvindeliv i København

Jeg bestiller en Cold Brew på Original Coffee ved søerne. Finder en god plads med udsigt til alle dem der løber rundt om søerne, og tager min computer frem. Den søde kaffedame kommer ned med kaffen og stiller den pænt ved siden af min pc. Uden at have tænkt over det da jeg bestilte kaffen, ligner det en iskold cola med isterninger og sugerør i. Det havde der så vidt heller ikke været noget galt i. Og så alligevel lidt. For jeg ville aldrig bestille en cola på en kaffebar kl. 12.10 en torsdag og jeg vil ikke signalere at jeg sidder og drikker cola med løbesko på. Det er bare ikke lige mig.

 

Først fik den falske cola mig til at tænke på en gåtur, for cirka tre år siden, sammen med Mads og Lauge i Emmaljungaen, hvor Mads satte en coladåse i min kopholder. Dåsen røg virkelig hurtigt op igen og langt væk fra barnevognen. Kopholderen er jo kun til latte eller den nyeste drikkedunk fra bkr. Mads grinede af mig og synes jeg var skør, forfængelig. Derefter fik den falske cola mig til at skrive om de signaler man måske sender som løber.

Der er rigtig mange signaler jeg godt kan lide at sende som løber. At jeg er ung og frisk. Fuld af god energi. At jeg er sund og stærk. At jeg har overskud til at gøre noget godt for mig selv. Men bag de mange gode signaler, er der også en masse tanker, som de andre mennesker på løberuten ikke ser, og jeg synes det er spændende at tænke, at der er en lang historie bag hver en lille løber. På en løbetur rundt om søerne, er der jo ikke nogen der kan se på nogen, hvem der løber fra mand og børn, eller hvem der løber fra en lejlighed der sejler. Hvem der lige har lavet en ironman, hvem der måske har løbet fem dage i streg eller hvem der ikke har løbet på flere måneder. Det synes jeg er fascinerende, at der kan være så mange forskellige historier bag de mange signaler. For selvom jeg sidder her med løbetøj på, har jeg ikke engang selv været ude at løbe. Jeg har været på arbejde.

En vildt dejlig ting ved mit nye arbejde hos GoLine, er at mit arbejdstøj er mit løbetøj og at jeg gå klædt i sports-bh og løbetights fra morgen til aften. Efter knap to måneder, har min mand Mads heldigvis ikke brokket sig, eller givet udtryk for at han gerne vil se mig i en rigtig bh, endnu. Så det er ikke overfor Mads at jeg har det lidt svært med alt det løbetøj. Det er i vores børns institution. Jeg synes det kan være svært at aflevere og hente vores børn i institutionen, iført løbetøj, da jeg ikke vil signalere at jeg afleverer børnene til nogle andre for at løbe en tur for mig selv, og da Mads møder tidligt og har ’sent’ fri, er det mig der afleverer og henter.

 

Jeg glemmer aldrig en mørk vintermorgen, hvor jeg stod klar til at aflevere Lauge i vuggestuen klokken 06.58 iført sportstøj. Lauges gode pædagog vidste godt at jeg arbejdede som gymnasielærer i idræt på Køge Gymnasium, og tre dage om ugen var jeg nødt til at aflevere Lauge meget tidligt. Men det vidste Iduns far ikke. Efter Iduns far og jeg har afleveret børnene, står vi i udgangen og tager sko på. Jeg snører mine løbesko og får akavet fremstammet at jeg arbejder som gymnasielærer i idræt på Køge Gymnasium. Iduns far fortæller at han er læge på Hillerød Hospital og skal til en vigtig konference. Vi når ikke så snakke så meget mere, og mest bliver jeg flov over min iver for at fortælle min egen historie om hvorfor jeg afleverer tidligt. Der er jo altid en grund til at folk afleverer og henter som de gør.

Dagen efter torsdagen og min falske cola, er der en anden mand, nu i Lauges børnehave, der komplementerer mit løbetøj. Han siger noget i stil med: ”Du ser altid så frisk ud, og giver os andre helt dårlig samvittighed”. Vi når desværre ikke at snakke så meget mere sammen denne morgen, jeg når hurtigt at fortælle om mit nye job og så skal han videre i teksten, og på vejen hjem ærgrer jeg mig over at jeg ikke fik sagt at det faktisk er mig der har en underlig samvittighed, og at jeg bestemt ikke vil give ham dårlig samvittighed. Tværtimod.

 

Jeg glemmer heller ikke en lille historie om en kvinde i et lille villakvarter i en by, der ikke var København.

For nogle uger siden, var jeg til et arrangement, hvor jeg stod og talte om sundhed og ulighed i sundhed, med en ung kvinde. Hun fortalte mig om en dame i et villakvarter, der gerne ville begynde at løbetræne, men ikke vil associeres/kategoriseres/sættes i den kasse som en skør og fanatisk løber. Damen blev et spændende perspektiv på den måde hvorpå vi anskuer løbekvinder i København. For jeg tror, at mange har den forestilling, at alle andre løber. Meget og hele tiden. Har god samvittighed. Sender gode signaler. Men vi kender sjældent den lange historie bag hver en lille løber.

 

Jeg er nu, flere år efter mødet med Iduns far, stadig ikke blevet klog på hvorfor jeg synes det er svært at aflevere mine børn med løbetøj på og dagligt blive konfronteret med de signaler jeg sender som løber. Jeg undrer mig også over hvorfor jeg overhovedet skænker det så mange tanker, for jeg kan jo ikke styre hvilke signaler jeg sender som løber? Eller om det overhovedet er noget andre skænker en tanke?

 

Nr 2: Lige høje

Line og jeg er næsten lige høje. Vi løber næsten lige hurtigt. Line dog lidt højere og en del hurtigere end jeg (det bliver for alvor sat på prøve til Cph Half den 16/9). Men vi har heldigvis en vigtig ting tilfælles; vi bliver dagligt lige høje af at træne, og at være trænere, af gode træningsoplevelser og følelsen i en rigtig god træning, og jeg tror jeg slog Line på højden i dag, for GoMum satte deltager-rekord på Islands Brygge. Også endda på en grå regnvejrsdag. Otte seje mødre og deres otte søde babyer stod klar til træning klokken 10 på bryggen. Jeg blev mildest talt helt høj af at være til stede. Af at opleve hvordan mødrene arbejder med øvelserne, presser sig selv og motiverer hinanden. Jeg tror de fleste undervisere kan nikke genkendende til det flow der kan opstå i en given undervisningssituation, hvor det hele bare spiller. Som underviser går man rundt med sænkede skuldre, smil på læben og nyder det man ser. Og de otte mødre fik i dag skabte i dag en rigtig god dynamik, træningsånd og en masse god energi. De gode takter var også tilstede sidste mandag, hvor vi var fem, og jeg vil meget gerne undgå at blive draget til at gå op i nogen kvantitativt. Mange. Mere. Flere. Men det er desværre et simpelt regnestykke, at jeg ikke kan beholde mit drømmejob længe endnu, hvis der ikke er flere. Heldigvis var der mange, i det vante flow af mennesker og barnevogne på bryggen, der stoppede op og kiggede med et øjeblik, på de aktive mødre og søde babyer.

Tilbage til de mange (mulige) ligheder mellem Line og jeg. For så godt kender vi jo heller ikke hinanden – endnu, selvom jeg selvfølgelig har fulgt godt med i udviklingen af GoLine på Instagram og har hele tiden synes at Lines tilgang til træning og graviditet er meget inspirerende, særligt hendes videnskabelige tilgang til træning og kvaliteten i det hun arbejder med. Jeg husker tydeligt vores andet møde i forbindelse med min ansættelse hos GoLine, som var en anden jobsamtale og kaffedate. Lines ladcykel holder parkeret på den kaffebar, hvor vi har aftalt at mødes. Jeg kommer cyklende på min. Hun har sportstøj på. Det har jeg også. Jeg sætter mig ned ved siden af Line og vi bestiller en kop kaffe. På stolen ved siden af sig har hun en hvid og grøn stribet Mads Nørgaard mulepose. Jeg ligger min ved siden af, i blå og hvid. Vi læste sammen på bacheloren, men valgte hver sin idrætskandidat på KU. Vi har begge spillet fodbold. Undervist i idræt i gymnasiet. Vi elsker at løbe. Og at holde ferie på Bornholm med vores familier. Når vi sidder og snakker, og drikker vores kaffe, har vi rigtig mange ting at snakke om, fordi vi på mange områder står samme sted i livet, og det skaber en enorm hurtig samhørighed. Og nu har vi fået nyt træningstøj med GoLine logoer på, så kan vi for alvor ligne hinanden.

En dybere mening, i de ens muleposer, er en refleksion omkring, hvor meget vi ligner dem vi tilbringer tid sammen med, eller på hvilke områder vi er forskellige?

Line og jeg har to meget forskellige konkurrence-gener, det vil jeg skrive om i et andet indlæg, og er (heldigvis) forskellige på mange mulige andre områder. Hun kører Bugaboo, mens jeg går med Emmaljungaen. I et moderne og aktivt kvindeliv, er der mange områder, hvor ligheder og forskelle kan stå stærkt frem. Opdragelse. Pædagogik. Sukker-politik. Økonomi. Forbrug. Økologi. Sociale medier. Nogle gange kan det giver tryghed at føle man ligner hinanden og nogle gange kan det give grobund for udvikling at lade sig inspirere af mødre, der gør ting på en anden måde end en selv. Tit kan det starte en masse tanker bare at se hvordan andre gør, lægge mærke til forskelle og ligheder, uden nødvendigvis at vurdere eller bedømme hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg fik færdigskrevet dette indlæg på en aften, hvor jeg burde havde løbet en tur, det havde jeg i hvert fald tænkt at jeg skulle. Men der er så meget, som jeg hele tiden burde.

 

Nr. 1: Og så kan det jo kun blive en god tur

”Vi ses om lidt skat. Det er bare en lille tur, så jeg er tilbage igen om 20-25 minutter”, siger jeg og stikker afsted fra vores lille lejlighed på Amager. Min mand Mads smiler sødt. Han ved jo godt, at jeg ikke er hjemme igen efter 20 minutter. Han ville i hvert fald få et chok, hvis jeg en dag var. Men jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg bare skal løbe en lille tur. I blandt de mange løbeovervejelser og de uendelig mange, skal/skal ikke, hjælper det mig altid godt på vej at jeg siger til mig selv, at en lille og langsom tur er bedre end ingenting. Og så kan det jo altid kun blive en god tur. For når jeg først kommer afsted, har jeg slet ikke lyst til at stoppe, og jeg løber ikke lidt eller langsomt. Føler jeg i hvert fald. Det er med fart i fødderne, at min krop slapper bedst af. Det er i naturen, at jeg finder roen i mig selv og kan tænke store tanker, eller tænke ingenting. Derfor skal mit første blogindlæg nuancere hvorfor løb giver energi og overskud, og følelsen af frihed.

 

Med en lille reference til bestseller-Brinkmann, og en af de, af hans betragtninger, som jeg er lidt enig i, synes jeg det er et spændende perspektiv han har omkring frihed, når han skriver om frihed, at friheden ikke kun udgøres af privilegier, men også af pligter. For som mor til to små børn, føler jeg mig fri mens jeg løber. Lidt ligesom mens jeg vasker op. Fælles for de to ’pligter’, eller øjeblikke af frihed, er at jeg er mig selv og gør noget uden børn. Mads forstår mig mere og mere. I starten kunne han aldrig forstå, hvor jeg efter en dag på barsel, med vores første barn, hellere ville stå ude i vores køkken, helt alene og høre radio, end at aftenhygge med Lauge og gøre ham putteklar. Med to børn i vores lille lejlighed og et køkken, der ligger afsides stuen, kan han nu bedre forstå at jeg synes det er afslappende at vaske op.

På samme måde, håber jeg, at min søster kan forstå min tarvelige løbesætning, nu når hun selv er blevet mor. Sidste år til Etape Bornholm, løb vi to kilometer af ruten på 5,8 i den vildeste modvind, i en lige strækning, udad, på Dueodde Strand. Det var en sindssyg løbe- og naturoplevelse. Det var hårdt og sejt. Efter løbet blev jeg spurgt om det ikke var hårdt, og jeg kom til at sige noget alla, at det var dagens mest afslappende øjeblik. Tarveligt og ærligt. I hvert fald ærgerligt at Mie først ikke helt forstod hvad jeg mente. Fordi det var jo ikke fordi jeg ikke havde nydt hele dagen med hende, børnene, familien på øen, for det gør jeg altid! Men der er meget at se til med to små børn, hvorfor jeg slapper af og føler mig fri når jeg løber, hvor jeg kun skal koncentrere mig om hvor jeg sætter det næste skridt.

 

Noget andet jeg nyder ved at løbe, er overskuddet når jeg kommer hjem fra en god løbetur. Jeg hører tit fra andre, at de synes, at løbeturens bedste tidspunkt er, når de er tilbage ved opgangen og har det godt med dem selv. Er fyldt med god samvittighed. Jeg har det godt begge steder. Jeg nyder virkelig turen og prøver tit at have en legende tilgang til løbeturen. Finder små stier i den store skov eller tager mig tid til at tage bakken en ekstra gang op og ned, stå stille et øjeblik og nyde udsigten på toppen. Fordi jeg ikke behøver at koncentrere mig om, at jeg ved at stå stille et øjeblik, får en dårlig pace, eller tid på uret. Uden musik i ørene har jeg også nemmere ved at lytte til, hvor min krop vil have mig hen. Jeg løber hovedsageligt uden musik i ørerne, af forskellige årsager. Tit løber jeg og tænker, at jeg slet ikke har brug for musik, fordi jeg har så meget god løbeenergi mellem ørerne. Men det er nok mest fordi jeg er ekstremt dårlig til at få taget mig sammen til at ligge ny god løbemusik i min løbeliste på Spotify, så i stedet for at løbemusikken har en motiverende effekt på min tur, bruger jeg negativ energi på at irritere mig over at nummeret måske ikke er så godt, ikke rette tempo, eller rette på mine øretelefoner. Uden musik i ørerne, er det også nemmere at hilse på andre, der er ude at løbe. Når jeg løber hjemme på øen, er der næsten altid 100-procent-hej-politik. Både i skoven, på stranden, blandt løbere og hundeluftere, hvilket jeg så vidt muligt prøver at tage med til Amager Fælled, og heldigvis synes jeg at flere og flere Københavnere prøver at smile og sige Hej.

 

Det der bare skulle være en lille tur på 20-25 minutter bliver tit til et sted mellem 6-8 kilometer. Nogen gange med lidt indlagte intervaller og armbøjninger og inden jeg får set mig om er jeg hjemme igen. Mads spørger mig altid: ”Hej skat, var det en god tur?” Og jeg svarer næsten altid, helt høj: ”Det var helt vildt dejligt, så smukt. Og jeg var hurtig”. Jeg ved aldrig ’hvor’ hurtig jeg er, jeg løber uden at måle min tid, men blot ved at mærke tempoet i egen krop, hvilket har givet mig en okay god form, da jeg netop har løbet en 10 kilometer til Etape Bornholm på 43:07.

Jeg vidste godt at jeg var i god form. Og så alligevel ikke. Til min første træning hos GoLine fik jeg kamp til stregen og kunne nærmest ikke bevæge mig i tre dage. Jeg blev i hvert fald mindet om at jeg har en krop med et par glemte muskelgrupper, og det også er fedt at løbe og træne sammen med andre. Motivere hinanden. Presse hinanden og konkurrere. Derfor er det fedt at kunne kombinere egen træning, med træning med andre. Det giver bare hver sit. selvom jeg laver øvelser hjemme i stuen, eller undervejs på løberuten, giver det noget andet når der er en der svinger pisken. I hvert fald for mig. Og på de dage og aftener, hvor det er ekstra svært at vælge løbeskoene frem for sofaen, kan en løbeaftale, være en smart træk. For at øge chancen for at vælge skal, frem for skal ikke, tager jeg altid sports bh og løbetøj på i så god tid som muligt, så kan det være hurtigere at komme ud af døren og gøre noget godt for dig selv.

Line Nielsen Hedegaard

CVR.nr: 37345733

Østerbro

Copyright @ All Rights Reserved